Lav spot on overskrifter- få den journaliststuderendes råd her!

Stine Uldbjerg Hansen annsofieandersen.dk spot on overskrifterEndelig er det blevet tid til søndagens dugfriske blogindlæg, der vil give dig værktøjer til at skrive spot on overskrifter, der fanger din læser. Ugens gæst er Stine Uldbjerg Hansen, som er journalistpraktikant på TV 2 Nyhederne i forbindelse med sit studie på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Stine og jeg kender hinanden fra Aalborg, hvor vi arbejdede sammen på Baresso Coffee.

Før du går i gang

Før du går i gang er det vigtigste, at du har en klar vinkel. Find ud af, hvad du vil fortælle læseren. Ofte vil du gerne fortælle mange forskellige ting, men her er det vigtigt at holde sig til én vinkel. Et tip, der kan gøre det lettere for dig selv er, at du kan skrive en fortællesætning: Jeg vil fortælle at ……., fordi …… og så begrunde, hvad du vil fortælle, og hvorfor du vil fortælle det.

Sådan kommer du i gang med den gode artikel, blogindlæg etc.

For at komme i gang med den gode historie, er det altid en god idé at tage fat i noget, som undrer DIG. Noget, som du har studset over, finder interessant eller en viden, som du mener, at andre også ville finde interessant. Hvis du har problemer med at komme i gang med at skrive, men har en idé om emnet, kan du altid starte med at researche lidt på nettet og få inspiration fra andre artikler om emnet.

Sådan fanger du din læsers opmærksomhed

Der er flere ting, som du skal tage højde for, når du skal skrive en artikel, et blogindlæg etc. i henhold til at fange læserens opmærksomhed. For det første fanger det læserens opmærksomhed, hvis artiklerne indeholder aktuelle emner – da det er noget, læserne allerede har hørt om. For det andet er det vigtigt at have identifikation med i artiklen, så læseren kan identificere sig – det kan fx være et emne som sociale medier, der spiller en rolle i de flestes dagligdag eller en beskrivelse af en oplevelse, som læseren kan nikke genkendende til. For det tredje er det vigtigt at være opmærksom på at skrive en fangende overskrift og underoverskrift, da det er det, som læseren ser som det første. Som det sidste er det en god idé at layoute artiklen overskueligt med afsnit af cirka tre linjer hver (hvis man ser på en computerskærm) og en god idé at indsætte citater, da det også fanger din læsers opmærksomhed.

Tips til at lave spot on overskrifter

Din overskrift må ikke være for lang – en god tommelfingerregel er max 60 tegn med mellemrum. Start ud med en aktiv sætning, der vækker læserens nysgerrighed. Begynd fx med ord i stil med: Sådan, derfor, 5 råd til etc. 

4 råd, der opgraderer din skriveteknik

1.Brug din fantasi, når du skriver og undgå for lange og kringlede sætninger, for så er der stor risici for, at du mister læseren

2. Hvis du har noget helt konkret, som du gerne vil fortælle læseren, er det vigtigt at strukturere artiklen fx med for det første, andet, tredje – da det er lettere at følge med i

3. Det er altid vigtigt at have en rød tråd – vær sikker på, at det du skriver hører under vinklen, så læseren ikke farer vild.

4. Det er en god idé at bruge citater, hvis du har talt med en kilde, da citater er gode til at bryde teksten op, og som læser vil vi hellere høre det fra kildens mund i stedet for dig

6 konkrete råd
  • Kend din målgruppe – hvem er det, du skriver til?
  • Hav en æggende og vækkende spot on overskrift, som fanger læserens interesse
  • Det lyder banalt, men for gud skyld læs den igennem for stavefejl, slåfejl, forståelsesfejl etc. Du taber din troværdighed, hvis du har for mange fejl
  • Skab et personligt forhold til din læser ved at skrive jeg, du og dig
  • Vær konkret i dit sprog med eksempler
  • Tænk på anslaget, som er det første afsnit – det skal virkelig fange din læser, så de får lyst til at læse videre!

Hvis du har lyst til at finde Stine på de sociale medier, kan du fange hende på Twitter, Instagram og Linkedin.

Hav en dejlig søndag aften- tak, fordi du læser med 🙂

Tips til det perfekte portrætbillede

 

Søren Weper Annsofieandersen.dkDa jeg besluttede mig for at starte mit eget website, skulle jeg selvfølgelig også have taget portrætbilleder hertil. Det er vigtigt for mig, at mine billeder udstråler min personlighed og giver mine læsere et indtryk af, hvem jeg er privat.

Søndagens blogindlæg handler om, hvordan du kan komme i gang med at tage det perfekte portrætbillede, der udstråler professionalisme og personlighed.

Ugens gæst er Søren Weper. Til daglig går Søren på Aalborg Tekniske Gymnasium, hvor han studerer kommunikation og medie på sidste år. Ved siden af skolen arbejder han for større og mindre produktionsselskaber, hvor fokus er på billeder og video. Søren og jeg kender hinanden, da Søren tog mine portrætbilleder til mit website og vi har boet på samme gade i Aalborg, da vi var små børn.

Hvordan kan du forberede dig, så du opnår dit mål?

Mange glemmer forberedelsen til et portrætbillede, men det er vigtigt, at du tænker på, hvad billedet skal bruges til og dermed, hvilket udtryk du efterspørger. For at opnå det bedste resultat, indgår Søren altid en dialog med ”kunden” ift. deres efterspørgsler. For at være sikker på det rigtige udbytte, kan du gå på jagt efter billeder, der falder i din smag, så du kan arbejde efter samme udtryk. Udtrykket er alfa omega, da det danner et udgangspunkt for, hvordan du skal forberede dig for at opnå det ønskede resultat.

Hvad skal du tænke på, når du tager et portrætbillede?

Lyset er det vigtigste, når du tager billedet. Hvis du tager billedet indendørs, er det nemmeste, at du har et vindue, som du bruger som primær lyskilde. Tages billedet udenfor er det lettest, hvis der er lidt overskyet, da du slipper for den meget hårde kontrast, der tit kommer ved sol. Et tip til de nørdede er at investere i en blitz.  Det behøver ikke være et originalt mærke – Metz har et godt udvalg, som du kan købe for 1000 kr. og op efter.

Canon vs. Nikon vs. smartphone?

Om det hedder Canon, Nikon, Sony, Panasonic eller noget femte er lige meget. Din smartphone er klart det bedste redskab som amatør. Det går hurtigt og det er nemt. Valget mellem smartphone eller kamera skal selvfølgelig findes ud fra dit behov. Har du en blog, hvor billederne er øjebliksbilleder, vil en smartphone være en god løsning. Vil du gerne i gang med at nørde, lyder anbefalingen på at købe et kamera.  

Tips til redigering af billeder

Du kan sagtens vælge at bruge penge på redigeringsprogrammer såsom Photoshop/lightroom/elements osv. men der findes rigtig mange gode gratisværktøjer. Som amatør kan du benytte Gimp eller Picasa gratis, hvis du vil nørde er det en god idé at investere i Adobe Photoshop Elements, da der er mange funktioner fx gøre huden pænere, fritskrabe osv.

Hvad er den største fejl, du ser hos folk, der tager portrætbilleder?

Mangel på kritik. Grundlæggende skal du forholde dig til, om du er tilfreds med billedet. Hvis ikke, så kig på, hvad der kan forbedres og hvilke værktøjer/tips, du kan benytte for at komme i mål.

5 råd til det perfekte portrætbillede
  1. Vælg et motiv med hjertet – noget der inspirerer dig og noget, der føles rigtigt
  2. Tænk på lys og komposition
  3. Tænk over hvilken stil billedet skal have – fx blødt og sødt eller råt og hårdt
  4. Rediger dine billeder – ikke for meget, ikke for lidt, men brug det til at forstærke den effekt, du ønsker. Fx sort/hvid eller knald på farverne
  5. Vær kritisk overfor dig selv – du bliver kun bedre ved at indse dine fejl og prøve igen

Hvis du vil i kontakt med Søren eller følge ham på de sociale medier, kan du finde ham på LinkedIn.

 

5 råd, der adskiller din ansøgning fra mængden

annsofieandersen.dk blogindlæg nr.2
5 råd, der adskiller din ansøgning fra mængden

Ugens gæst er Stephen Holst, min tidligere kollega hos Baresso Coffee. Stephen er i gang med at læse sin kandidat i læring og forandringsprocesser og har erfaring med at udforme CV og ansøgninger.

 

 

Det er vigtigt at skrive den gode ansøgning. Universiteterne bliver hvert eneste år mere og mere pressede med pladsmangel. Der har aldrig været flere i Danmark, der ønsker at tage en lang videregående uddannelse, og det betyder naturligvis, at vi er mange, der skal kæmpe om arbejdspladserne. Både når vi er færdiguddannede, men i høj grad også mens vi studerer. Derfor er det essentielt, at du kan sælge dig selv skriftligt og mundtligt. Hvordan gør du så det bedst muligt?

Vær tro mod dig selv

Når du laver dit CV og din ansøgning til drømmejobbet, skal du altid sørge for, at du kan stå inde for det, du har sendt afsted. Du skal ikke skrive det, som du tror arbejdsgiver vil høre, hvis ikke det virker rigtigt for dig. Arbejdsgiver vil ikke kunne genkende den person, der kommer til jobsamtale, hvis ikke personen matcher CV og ansøgning. Du skal derfor vinkle dit CV og din ansøgning, så det stemmer overens med din person, men samtidig matcher det, som arbejdsgiver efterspørger.

Sæt dig i arbejdsgivers sted

Hvis du skulle ansætte en anden til at arbejde for dig, og du havde udarbejdet et stillingsopslag, der beskrev helt præcis, hvad du ledte efter i en medarbejder, hvad ville du så lægge mærke til i ansøgernes CV og ansøgninger? Du ville selvfølgelig lede efter den ansøger, som matchede dit stillingsopslag, og måske ikke bruge meget tid på det CV, hvor ansøger har fortalt alt, som de nogensinde har lavet. Præsenter det, som er relevant for arbejdsgiver. Der er en grund til, at de har udarbejdet stillingsopslaget, som de har.

Server dine kompetencer på et sølvfad

En god øvelse inden du sender dit materiale afsted, er at udskrive stillingsopslaget, og marker de ord, som arbejdsgiveren bruger til at beskrive, hvad de søger i deres kommende medarbejder. På den måde kan du danne dig et overblik over, hvad de helt konkret efterspørger, og du kan fremhæve de ting, som du matcher bedst. Husk at underbygge dine kompetencer med de erfaringer, som har givet dig disse kompetencer.

Se fremad i din ansøgning

Hvis du møder en ny kæreste, starter du ikke med at fortælle om alt det, som dig og din gamle kæreste plejede at gøre sammen. På samme måde er en potentiel arbejdsgiver også mere interesseret i at høre om, hvad du kan gøre for ham/hende, frem for at høre om alt det, du allerede har gjort. Gør dit bidrag helt klart og tydeligt og forestil dig, at du allerede er blevet ansat, og fortæl hvilke ting, du vil gøre som den nye ambitiøse medarbejder.

Vær grundig

En arbejdsgiver, der måske har kigget 100 ansøgninger igennem til det samme job kan lynhurtigt gennemskue, om dit CV er målrettet eller standardiseret. Lav aldrig standardiseret materiale, og tilpas altid både CV og ansøgning til hvert enkelt job, du søger. Tag dig god tid til at gennemarbejd materialet, læs stillingsopslaget igennem mange gange, og lav noget research på virksomheden, så du bliver sat ordentligt ind i, hvilket job det egentlig er, du søger. Det er bedre at sende en målrettet og dedikeret ansøgning end at sende 5 halvfærdige og standardiserede.

Hvis du vil i kontakt eller følge Stephen på de sociale medier, kan du finde ham på LinkedIn